Døden og tantra

Døden. Det bevidste menneske undersøger også døden. Tantra er også død. Ligesom tantra er liv. Jeg har selv døden med hver dag. For døden hjælper mig med at prioritere og vælge og ikke mindst fravælge. Mine beslutninger bliver pludselig krystalklare, når jeg tager døden med i overvejelserne. Teksten nedenfor er fra en vinterbadetur.

November

På vej ud at vinterbade på Jomsborg i dag, fik jeg den ide at undersøge døden. Jeg gjorde mig klart at jeg ville dø, hvis jeg blev for længe i det kolde vand. Og samtidig ønskede jeg at blive i vandet så længe som jeg overhovedet kunne for at få muligheden for at undre mig.

Så med de to intentioner stod jeg for oven af trappen, tekstilfri og tog nogle dybe indåndinger i vinterkulden.

Jeg er alene. Overfladen på vandet er næsten blank som et spejl. Det er muligt at se bunden inde ved den store trappe. Men ude for enden er det et kulsort vuggende spejl. Mange nuancer af ibenholtsort blander sig. Det er ufatteligt smukt, ser blødt ud, og jeg drages nærmere.

Tager det første skridt ned på jerntrinet og kan mærke temperaturforskellen fra træbrædderne, som et jag op igennem mine fodsåler. De næste skridt er langsomme og jeg får en knugende fornemmelse i maven som overfladen kommer nærmere. På det sidste trin over vandet stopper jeg op ved en impuls – jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det et signal om at jeg må tænke mig om?

Jeg skal beslutte mig for at fortsætte. Der er modstand. Beslutter mig. Stikker min fod laaangsomt ned igennem overfladen – cm for cm for at mærke det hele.

Den første tå

Den første tå bryder overfladen og omsluttes uden at jeg mærker meget. De næste også. Men da alle tæer er i og min fod begynder at blive omsluttet af vandet, begynder jeg at mærke uro i kroppen. Jeg skal presse mig selv til langsomheden. Trin for trin ned i vandet. Jeg får en impuls til at kaste mig ud i det. Få det overstået. Undgå lidelsen. Det langsomme er udfordringen lige så meget, som kulden er det.

Det er vildt at bevæge sig stille ned i vandet og mærke kulden, angsten, frygten og det forunderlige over at miste kontrollen – og have den – og lade den være på samme tid. Paradokset flår mig næsten itu.

Da vandet når mit bryst… mit hjerte, tror min krop at ”NU dør du, Jørn”. Det er en rutsjebane fra at føle uro, som jeg skal bruge solide kræfter på at holde på afstand – til at blive overvældet af en lavine af impulser der synes at stige fra 0-1000 på et mikrosekund.

Kaos

Fra hjertet og videre op til armhulerne begynder min ånde at blive kort og overfladisk. Jeg hiver efter vejret. Mit hjerte banker af sted. Det føles som en eksplosion i alle mine sanser. Jeg er alene i det kolde vand og aner ikke hvad der sker. Klamrer mig til trappen og vil ikke slippe den.

Jeg løsner grebet og læner mig bagover kun lige med ansigtet over vandet. Flyder ud i intetheden. Jeg forsøger ikke at røre mig. Forsøger at se det hele. Acceptere det altomsluttende kaos i min krop og lade det få plads.

Det er uendeligt vanskeligt ikke at råbe og skrige og gå i panik.

Mine håndled og ankler føles som om de får kolde lænker hamret fast om sig. og de trækker mig ned. Det gør vanvittigt ondt, og det føles som om min panik nu bliver akkompagneret af pumpende smerterytmer overalt i min krop. Jeg bliver svimmel af de mange åndedrag.

Her ligger jeg og prøver at fokusere på at det hele må være der. At det er okay. Siger det igen og igen indeni. Det er okay. Det er okay. Det er okay.

Flyder ovenpå

Efter endnu et stykke tid, hvor jeg har vanskeligt ved at trække vejret, kan jeg begynde at flyde ovenpå. Hele min krop slapper af og jeg kommer til overfladen som en moden strandvasker. Smerten fortager sig langsomt, åndedrættet bliver normalt igen. Jeg ved at min krop har bedøvet mine sanser nu. For at jeg skal have den bedste chance for at overleve. For at jeg ikke skal besvime. Det er en kamp mellem mit instinkt og min bevidsthed.

Jeg ser morild i vandet, når jeg bevæger mig – det er meget smukt og rørende. Tårerne vælder op i mine øjne og saltvand møder saltvand. Mine sanser er skarpe. Min verden er klar. Jeg ved hvor jeg er. Øjeblikket føles magisk. Jeg flyder i en stjernevej af blå lys.

Jeg sanser en smuk kvinde med langt lyst hår og glinsende hud komme baglæns ned af en trappe et stykke fra mig, og hun forsvinder ned igennem overfladen – som en kirurgs skalpel i en krop. Roligt og med fasthed. Med intention. Uden tvivl. Et øjeblik tænker jeg at nu dør hun også.

Livet

Efter endnu lidt tid begynder mine hud at prikke og samtidig bliver mine led stive. Det giver en helt anden form for angst, som jeg ikke har lyst til at undersøge lige nu.

Jeg flyder langsomt hen mod stigen igen. Kvinden der forsvandt under overfladen er væk. Jeg har ikke bemærket om hun er gået op, eller måske har der slet ikke været nogen i det hele taget?

Da jeg får fat i stigen, bliver jeg med ét tryg igen. Her kan jeg godt blive i vandet. Med hænderne om trappen. Det er som om det føles mindre faretruende, når jeg har fat i noget.

Og jeg tror, at det er det, at give slip som er det vanskelige. At stole på at det nok skal gå.

For der er jo lige koldt ved stigen, som der er to eller tyve meter væk fra den ude i det vuggende sorte hav. Jeg stiger langsomt op af vandet. På vejen bliver jeg overvældet af sørgmodighed igen. Jeg bliver decideret ked af det.

Mon det kan være taknemmelighed over at have overlevet?

Min oplevelse var meget klar; den står skrevet her.

Lidt efter gjorde jeg det en gang mere.

På stigen ned i vandet for anden gang, hører jeg dette vers i mit hoved:

 

Jeg har end ikke dyppet tåen,

Nu vil jeg vinterbade,

Indånde isnende kulde,

Udånde ubesvaret

(Tekst: Søren Huss)