Hvordan bærer jeg mig dog ad med at blive sur over det?
Forventninger
På en gåtur i bjergene på Kreta, kunne jeg iagttage at jeg var frustreret og lidt sur. Den umiddelbare årsag var at nogle af de andre deltagere på gåturen snakkede lidt for meget efter min smag.
De forstyrrede min egen proces – som var at mærke indad, og lidt mere eftertænksomt gå turen igennem kløften. Mine tanker gik på at oplægget fra vores leder, var at det skulle være en stille tur, hvor vi kunne spørge os selv – tavst – hvorfor vi er tilstede lige her og nu. Og det havde jeg svært ved at se de gjorde, med al den snak…
Min egen øvelse gik altså ikke så godt, og den første halvdel af turen opad gik med at irritere mig over, at jeg blev forstyrret. Indtil jeg så blev forstyrret af, at jeg nu blev forstyrret uden at vide, hvad jeg skulle gøre ved den forstyrrelse 🙂
Tantramassage og forventninger
I en tantramassage kan vi undersøge forskellen på aktive, passive og tavse forventninger.
En aktiv forventning er noget vi er bevidst om, og som vi regner med kommer til at ske. Det kan være en gave til en fødselsdag, det kan være nærheden med vores elskede, det kan være en skefuld havregrød. Der er med andre ord en lineær sammenhæng mellem vores forventning og vores udbytte. Vi glæder os til det vi kan kalde aktive forventninger. Det aktive går på at vi har en bevidst ide om, hvad det er vi kommer til at opleve. Bliver vores udbytte ikke som forventet, bliver vi ofte skuffede og kede af det.
De passive forventninger er lidt sværere at have med at gøre. Det er i udgangspunktet de samme som de aktive – vi er altså opmærksomme på, at vi har dem. Men her har vi bare lagt os fast på, at det er bedst ikke at forvente noget. Men vi håber – måske – alligevel at vi kunne forvente noget. Ofte er disse forventninger i spil i relationer – vi har måske kastet forventningen bort om blomster på Mors dag, eller at der er overskud til sex i aften, når ungerne er puttet, eller at der bliver sagt ”Hej skat”, når ens partner kommer ind ad døren. Men alligevel håber vi – og kan blive skuffet, hvis ikke der sker ”et eller andet” i den retning vi havde håbet på.
Det kan selvfølgelig også gå på, at vi håber der IKKE sker noget, vi ikke vil. Og når det så sker alligevel, kan vi blive frustreret.
De tavse forventninger
De tavse forventninger er allersværest at håndtere. Her er vi nemlig slet ikke opmærksomme på, at der ligger ”noget”. De tavse forventninger kan træde frem som svage fornemmelser, skuffelser, modstand eller en uklar følelse i kroppen. De tavse forventninger er altså slet ikke bevidste og det kan føre til at vi bliver overrumplet, når de træder frem.
Bliver sådan en tavs forventning tydelig under en massage, kan det blive meget interessant. De tavse forventninger kommer jo netop ud af ingenting og vi kan pludselig se os selv blive pressede, lidt utilpasse – uden helt at have overblik over, hvad der sker indeni os.
Der kan ingen forventninger være til en tantramassage. Hverken aktive, passive eller tavse. Men derfor kan vi godt bringe forventningerne med ind i massagen.
Som et emne til at undersøge – ”hvordan jeg dog i alverden bærer mig ad med at have netop disse forventninger”.
Det er også vigtigt at forstå, at ansvaret for disse forventninger hører til hos den, der forventer.
Balance
Gåturen igennem kløften endte med, at jeg fandt en vej til både at se min frustration og også holde et åbent rum til at lade den være, det den er. Da jeg stillede mig spørgsmålet: ”Hvordan i alverden bærer du dig dog ad med at blive frustreret over en samtale?”, fik jeg øje på mine forventninger om ”en stille gåtur”.
Med frustrationen efterladt prøvede jeg først at sakke bagud, men så ventede de på mig. Så prøvede jeg at gå foran – men så indhentede de mig. Til sidst besluttede jeg derfor at sige pænt ”Nej tak” til deres samtale, og de indså heldigvis, at de ikke selv var tilstede og takkede mig for ”en pæn måde at sige hold kæft på” bagefter 🙂
Resten af turen var helt fænomenal – jeg fandt ro og balance og var bare med de indtryk og de forstyrrelser, der nu engang er overalt i livet. Og i det her tilfælde med stilheden, bjergene, solen og vandet.
Jeg er nu tilbage fra ferie og glæder mig til at massere. Læs mere om tantramassagenKontakt, priser og aflysning eller book en tid hos mig her.
Kærlig hilsen
Jørn