Grundkursus i Tantra
Sidder og funderer over det afsluttede retreat på smukke Danakilde. Jeg er ydmyg over at få lov til at arbejde med mennesker på den her måde. I løbet af weekenden blev singler og par introduceret – dels til tantra-massagen, men også hvad det er Trine og jeg føler kommer særligt til udtryk hos deltagerne. Vi prøver at tilpasse os, fordi ikke to weekender er helt ens og derfor vil et fast program føles forkert.
Vi fortæller om tryghed, nøgenhed og naturlighed. Om hvad grænser er. Hvordan du kan bevæge dig og ikke mindst hvordan du lærer at sige Nej og Ja. Det krydrer vi med refleksioner, en smule meditation – og denne gang en enkelt isterning 🙂 Vi griner også ofte meget og nyder lyst, sanselighed, nærvær og opmærksomhed. Sammen med hygge, samtaler og god mad.
En af deltagerne beskrev for mig at det var som at få parforholdet til service-eftersyn. Lidt ligesom hans bil skulle. En anden at hun havde åbnet en dør ind til at seksualitet er andet og mere end bare noget, der har et formål og en afslutning.
En tredje beskrev hendes weekend som et grundkursus i tantra. Fordi det vi fortæller om og den måde vi underviser på er helt nede på jorden og nem at forstå. Fordi hun andre steder har oplevet at tantra kan blive ret kompliceret og højtravende. Beskrivelserne bliver mentale og svære at forstå og relatere til.
Nu forstår hun bedre hvad tantra er og kan endda bruge det i hverdagen derhjemme. Derfor synes hun at weekenden var som et grundkursus i tantra, som alle skulle starte med før de rejser videre ind i tantraens univers.
Det er egentlig ikke det der er tanken med vores retreats. Den måde Trine Dupont og jeg tilrettelægger undervisningen på er at vi selv vil forstå det, vi underviser i. Vi vil gerne gå vejen før vi tager andre med. Hvis det så bliver til et grundkursus i tantra, så er det vist egentligt heller ikke så tosset <3
Kærlig hilsen
Jørn