At blive den, du er
- og ingen som helst anden
De mennesker der kommer hos os har ofte taget en beslutning om, at nu skal der ske noget andet.
Der skal andre boller på suppen.
Brillerne skal pudses.
De rækker ud.
Og dét er et virkelig godt udgangspunkt for forandring.
Forandringens paradoks er en forandringsteori formuleret af psykiateren og gestaltterapeuten Arnold Beisser.
Mennesker forandrer sig først, når de bliver, den de er. Ikke, når de forsøger at blive, hvad de ikke er.
Den forandring, der virkelig batter noget i en personlig rejse, er den forandring at acceptere sig selv. At rumme livets ambivalens og erkende sin virkelighed og sin uperfekthed uden nødvendigvis at begejstres ved den. Det gælder i princippet om at hjælpe ind i virkeligheden, så vanskelig den end er, ikke ud af den.
Uden et mål?
Naturligvis er der en grund til, at folk kommer. Der er noget, de gerne vil sætte i bevægelse i deres liv og noget, de gerne vil have hjælp til.
Vejen går gennem accept af det sted i livet, de er lige nu, og derfra bevæger de sig langsomt fremad med små bevægelser, der opstår naturligt.
Som terapeut har jeg en mer-viden og mer- erfaring som baggrund for at være en slags guide, der leder, støtter og udfordrer. Jeg forsøger ikke at fikse noget, men mødes med mennesker og hjælper dem til selv at finde den rigtige vej at gå.
At møde sig selv, før man kan møde den anden
For at der opstår et møde, skal der være en bevægelse fra begge. Der skal “to til tango”, som man siger, og mødet er altså ikke kun den enes handling. Det er en gensidig nysgerrighed, hvor der pludselig kan opstå noget tredje.
Mødet kan opstå såvel i samtale som i massage, og bevægelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med fysisk bevægelse. Det kan være blikke, der fanger hinanden, en ny forståelse, en hånd der lukker sig om massørens i et øjebliks kontakt i massagen eller bare kontakt hud mod hud uden bevægelse.
En anden måde at beskrive det på er, at man må møde sig selv, før man kan møde den anden. Mødet med sig selv skal være klart, knusende ærligt og med accept. Ofte er det sårbart. For at møde det uperfekte i sig selv er ikke nødvendigvis rart.
Det starter med at sanse og mærke sig selv
Uanset om det er i en samtale eller i en massage handler det om at genskabe eller forfine kontakten til sig selv. Føle følelserne, sanse kroppen og forstå sindet.
Først når man har etableret kontakten til sig selv begynder man at forså sammenhængene. Fx hvordan man i øvrigt indgår i samspil med andre og derfra kan noget nyt ske.
Vi starter langsomt - og så sætter vi tempoet ned
Langsomhed er essentiel både i samtale og i massage. Om det er sindet, følelserne eller kroppen det drejer sig om, så må det gå langsomt for at man kan følge med. Særligt vigtigt er det i massagen, for meget berøring og for hurtig berøring kan aktivere gamle traumer lagret i kroppen.
Gør det du plejer, og du får det du plejer
Mange mennesker er fanget i vaner. Nogle er gode og andre knap så gode, men uanset hvad så er det ofte urovækkende at ændre på dem.
For at turde begive sig ud på nye stier skal man være tryg. Derfor gør jeg meget ud af at fortælle om min forståelse og rammerne for henholdsvis samtale og massage.
Når vi er trygge tør vi gøre det, vi ellers ikke turde, og for mange er det et stort skridt at tage at bede en fremmed om hjælp, støtte eller blot ny inspiration.
