Om tantra

- og tantramassage

Om tantra

- og tantramassage

Tantra og tantramassage er to forskellige ord, der ofte forveksles. Det er dog interessant at skelne imellem dem. Tantra er en 4000 år gammel ide og levevis, hvorimod massagen først er kommet til i 1970’erne. Massagen kan du læse mere om her.

Tantra kan forstås på ligeså mange måder, som der er mennesker. Den tantra jeg inviterer ind til, handler om frihed. Friheden til at være den du er, med alt hvad det indebærer: Om du er glad, forventningsfuld, ked af det, urolig, vred, fyldt med skyld eller skam, undrende, frustreret, ensom, forvirret, forladt eller fuld af lyst til at danse med livet. Det hele er velkomment.

Med frihed følger også ansvaret for os selv i mødet med den anden. Denne del er væsentlig i massagerne: At vi skal tage ansvaret for os selv. Det er vigtigt i en massage, som det også er i livet. Nogen gange glemmer vi at tage det ansvar for os selv og vores egen situation.

På jobbet bliver vi måske frustrerede over, at chefen ikke gjorde, som vi håbede. Eller vi kan blive fanget i at skulle tage telefonen eller lave arbejdsopgaver i weekender eller ferier, som vi ikke får betaling for ”For der er jo ikke andre til at gøre det”.

Forventninger i parforholdet

I parforholdet sker det ofte at ”ubevidste” forventninger kommer til at styre samlivet. At vi plages af at skulle gøre et eller andet - måske have sex regelmæssigt eller tage med til familie-fødselsdage - for det ”gør man jo” i et forhold.

Hvad ville der ske, hvis vi tog hele ansvaret for vores egen lykke og situation? Altså tog ansvaret for at stå med ”det der er”? På jobbet og i privatlivet?

Jeg tror at problemer ofte opstår, når vi ikke tager ansvar for os selv, og samtidig ønsker noget andet skal ske, end hvad der rent faktisk sker. Her kan vi blive låst fast. Føle os ufrie. Føle at vi ikke længere kan være i situationen. Og blive frustrerede, stressede, vrede eller kede af det over at andre ikke forstår os eller vores behov.

Jeg tror, at tantra kan genskabe forbindelsen til friheden og ansvaret hos mennesker. Og tantramassagen er en fin måde at starte udforskningen.

I tantramassagen får du muligheden for at åbne op og mærke din krop og din lyst på en måde, som du ikke har mærket før. Som en helt ny måde at være tilstede i livet på. En måde, hvor du er bevidst om hvert øjeblik, hver en sansning i kroppen og i dine omgivelser.

En gave til dig selv

Det er en gave til dig selv, hvis du kan gå ind til hver dag i frihed, uden forventning eller frygt. Tage ansvaret for hvert sekund af dagen. Det at være til stede hvert øjeblik, uden at tænke over hvad der er sket tidligere, eller hvad der kommer til at ske om lidt, er en måde at leve livet på, som er helt modsat det hæsblæsende tempo, mange er ramt af i dag. Kan du opdage den måde at bevæge dig på, vil meget stress og frustration forsvinde.

Tantra handler om at undersøge sig selv, opmærksomt lyttende, og slutte fred med det der er.

Det er en ret enkelt ramme for massagen jeg har, da det grundlæggende er frihed og ansvar, der inviteres ind til. Inden i rammen er der frihed, og det er dig og mig, der skal øve os i at markere grænserne, når de opstår i os.

Ja og nej
Når vi mødes i tantramassagen er rammen "Ja" og "Nej". Det kan du læse mere om her.

Et nej er det faste udgangspunkt. Et nej er ofte et ja til dig selv. Et nej opstår i den del af dig, som er fast, uforanderlig og urokkelig. Ikke forstået på den måde at et nej ikke kan bevæge sig. Det kan det sagtens. Men et nej kommer ind fra din egen kerne og kan beskrives som "impulsivt og uden grund". Ligesom når du springer væk fra vejbanen, hvis der kommer en lastbil i høj fart mod dig.

I massagen kan et nej opstå spontant og nej’et skal ikke begrundes. Nej’et vil ofte komme dybt nedefra, og kan ikke ignoreres uden konsekvenser. Derfor er respekten for nej’et indlysende vigtig. Hos dig, såvel som hos mig.

Et nej kan også misforstås til at være et tænkt ”Nej – det gør man da ikke” eller ”Ja, det vil jeg egentlig gerne, men det må jeg sikkert ikke, så det lader jeg være med”. Et nej kan altså være en ren refleks – en vane, som du har indarbejdet igennem livet, og som det kan være interessant at få undersøgt. Det er udfordrende - for den utrænede - at skelne mellem det nej, der kommer dybt nede fra og det der er defineret af samfundsnormer. Det handler om at få øje på forskellen.

Ja

Et ja betyder, at du har lyst i lige det øjeblik. Eller formuleret modsat, så er "lyst" i min verden et ja.

Et ja til at ligge stille. Til at bevæge dig. Til at røre. Til at sanse. Til at elske. Til at rejse dig. Til at skrige. Til at give slip.

Et ja opstår og forsvinder fra øjeblik til øjeblik, og det er dit kompas, som du skal styre efter uanset hvor det fører dig hen. Et ja kan også være, at sådan ”bør man gøre, så det må jeg hellere”. Selvom du måske ikke har lyst. Det kan være at du har lyst til at bevæge dig eller røre ved mig, men holder din impuls tilbage, fordi du tænker at det må man nok ikke.

Så skal du overveje om det egentligt ikke er et nej, du bare undertrykker, fordi moral eller gamle historier fortæller dig, at det forventes du at gøre.

Et andet banalt eksempel kan være, at du ligger ubehageligt, men ikke vil flytte dig, da du kan tænke, at det forstyrrer mig. Et tredje eksempel er, at du under massagen skal tisse, men ikke vil afbryde den i et par minutter for at gå på wc. Begge dele vil betyde, at du ikke er til stede i massagen.

Du må gerne bevæge dig. Du må gerne berøre mig. Du må gerne bede om en pause.

Opmærksomhed og bevidsthed

Imellem et ja og et nej, er det altså muligt at undersøge opmærksomhed og bevidsthed. Der er forskel på om ja og nej kommer fra din krop eller fra dit hoved. Hovedet er ofte fyldt med vaner, historier, moral, etik, frygt og forhindringer. Det kan være godt for os at supplere vores tanker med bevidstheden om, hvad vores krop fortæller os.

Derfor er det værd at undersøge, om en impuls er opstået i kroppen eller som en del af en vane eller en plan i dit hoved. Du kan opdage en ny balance, som du ikke tidligere har været opmærksom på eller været åben for at se.

Min oplevelse er, at balance altid har sit udgangspunkt i kroppen og i de sansninger, du oplever. Du kan styre balancen i livet igennem din krops signaler om ja og nej. Hvis du altså lytter til de signaler der kommer. Det er langt mere vanskeligt at tænke sig til hvordan balancen opnås.

Tantramassage Århus

Tantra og behandling

Tantra og tantramassage er i min forståelse ikke behandling. Det er en vigtig pointe at formidle. Det at komme i en tantramassage hos mig er ikke som at gå til til læge eller fysioterapeut. Der kommer du med et problem og så fortæller fysioterapeuten, hvordan din skade kan behandles.

Sådan er det ikke med tantra og tantramassage. Her er vi ligeværdige i mødet. Og vi undersøger bevidsthed og opmærksomhed sammen. Du kan sagtens have udfordringer med dig selv, din partner eller din sexualitet, som baggrund for at gå ind i en tantramassage. Måske har du endda været udsat for et overgreb. Og nu ønsker du at få skabt bevægelse. Du ønsker måske at træde ud af et mønster, der kører i ring, og gentager sig selv.

I samtalen inden kan vi tale om det du har med, men inden vi går ind i massagen slipper vi det hele. For det er i dit slip ind i massagen, ind i mødet, i sansningen og lysten at bevægelse kan opstå.

Mødet i en tantramassage kan måske beskrives som et meditativt-spirituelt møde. Hvor mødet og grundstenene i det meditativt-spirituelle møde er krop, sansning og lyst. Og at vi anerkender os selv og hinanden med alt det vi indeholder.

Derfor kommer jeg heller ikke med løsninger til dig. Men ofte går mine gæster herfra friere, gladere og med nye perspektiver, som de har fået øje på i massagen.

Tantra kan undersøges hos mig i en tantramassage.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Kontakt mig

Indtast venligst dit navn.
Indtast venligst en besked

4 Comments

  1. Azalea den 2. september 2016 kl. 16:55

    Fin hjemmeside



  2. Jørn den 3. september 2016 kl. 6:02

    Tak for det, Azalea <3



  3. Steen Bisserup den 10. oktober 2016 kl. 7:24

    Super god forklaring / oplysning omkring tantra og massage. Hvis man sætter sig ned og prøver at tænke over vorers reaktioner og tanker, så har du fuldstændig ret i det du skriver. Vi har tit til vane med at sætte forhindringer / blokeringer omkring vores handlinger. Fantastisk god beskrivelse i dit indlæg her.
    Tak for en øjenåbner 🙂

    Steen



  4. Jørn den 10. oktober 2016 kl. 8:41

    Tak for det, Steen. Dejligt at du kan genkende mine beskrivelser.